Ikke.
Der er flere forskellige sammenhænge, hvor vi bruger ordet ”ikke”, og i dette afsnit vil jeg fokusere på tre af dem, nemlig ”kan ikke”, ”må ikke” og ”ikke” som fyldord.
Først ”kan ikke”.
Henry Ford er citeret for at sige: ”Uanset om du siger, at du kan eller du siger, at du ikke kan – så har du fuldstændig ret”.
Pippe Langstrømpe siger et sted: ”Det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg sikkert godt”.
Kan du huske afsnittet om Lagermanden? Alt det, vi tænker og siger, ryger ned til Lagermanden, som straks finder tilsvarende historier og sender dem tilbage til os. Lige op i vores åbne ansigt, smask.
Okay, det er korrekt, at jeg ikke kan gå på vandet, flyve som Peter Pan, og det at bliver Statsminister ligger heller ikke lige til højrebenet. Men er der andre ting, som jeg måske godt kunne, hvis jeg fik lidt hjælp af lagermanden? Og ændrede min formulering en smule?
En ændret formulering kunne være noget i retning af ”det kan jeg ikke – endnu”, som sender en åben og inviterende besked til lagermanden i stedet for den hermetisk lukkede besked ”kan ikke”. Hvad med ”måske er det muligt” eller ”hvad skal der til?”, som også kunne sende lagermanden ud på lageret for at finde nye spændende muligheder.
For år tilbage, i den yngre middelalder, trænede jeg nogle børn i at cykle på et-hjulet cykel. Nogle børn forsøgte at overbevise mig om, at det var svært, og det kunne de aldrig lære. Mit svar var ofte: ”Kan du ikke? – eller vil du ikke?” Det havde pudsigt nok en fantastisk positiv indvirkning på deres indlæringskurve.
Så når du siger til dig selv og den undrende menighed omkring dig, at du ikke kan dette eller hint, er det så i virkeligheden et udtryk for, at du ikke vil det? Og hvorfor vil du ikke? Er du bange for at fejle og inkassere en kæmpe fiasko med latterbrøl og ydmygelse til følge? Vil du ikke bruge tiden på det? Er det for anstrengende? Bliver du lige pludselig forpligtet til noget? Er du for ambitiøs og bange for at du ikke kan slå til?
Forestil dig selv som haveejer, der har lagt hele haven ud med græs og fliser, for du har den overbevisning, at du ikke har grønne fingre og simpelthen ikke kan få noget til at gro i køkkenhaven. Du vil egentlig gerne, men er hårdt presset på dit præstationsniveau af naboernes parklignende haver, Frank på Kastanjegården, Søren Ryge, Søren Vester og alle de andre fra TV, der bare kan det hele på den halve tid. Så er det meget mere bekvemt at sige ”at det kan jeg ikke”. Kan du rent faktisk ikke, eller er du bange for ikke at kunne leve op til dine egne og dine omgivelsers forventninger?
Hvad nu, hvis du slukkede for fjernsynet og kun koncentrerede dig om din egen matrikel. Lukkede dig inde i din helt eget verden, i dit helt eget univers og brugte din helt egen tommestok til at måle din fremgang og succes med havearbejdet? Hvis du bare havde een tomatplante, der kun gav een enkelt tomat på en hel sommer, kunne det så ikke udråbes som en succes. ”Se, hvad jeg kan – jeg har grønne fingre”. Måske skulle du ikke råbe så højt, men bare sige det lige så venligt og stille til dig selv: ”Jeg kan godt”. Næste år vil du have mere blod på tanden, og som årene går bliver du bedre og bedre til havearbejdet.
Min gamle tantes nabo, Erling, spillede guitar og spillede med i forskellige bands. Hans tilgang til det var, at jeg kan blive god til alt, bare jeg er villig til at bruge 10.000 timer på det. Han fortsatte: ”Jeg må være meget god, for jeg har brugt mindst 20.000 timer sammen med min guitar”.
En golfspiller vandt en turnering, og en journalist spurgte ham bagefter, om han ikke havde været ekstra heldig i dag. Golfspilleren svarede: ”Jo, jeg var heldig i dag, men er det ikke morsomt, at des mere jeg træner, jo heldigere er jeg?”
Hvis du nu brugte 10.000 timer over de næste par år ude i haven, mon så ikke både du og dine naboer ville kunne sige, at du havde grønne fingre?
Når vi siger ”kan ikke”, er det så fysisk umuligt (som at gå på vandet) eller ligger der alle mulige andre forhindringer i vejen af mere psykologisk karakter? Er jeg villig til at bruge mange tusinde timer og træne hver dag? Eller håber jeg bare, at universet kaster en appelsin, som så lige – helt tilfældigt – havner i min turban?
Jeg hørte en person fortælle en historie fra 2. verdenskrig. Det foregik i Rusland, hvor familiens søn var indkaldt til fronten og skulle afsted. Faren sagde til sønnen: ”Hvis du bliver spurgt, om du kan, så sig altid ”ja””. På en af de allerførste parader efterlyste obersten en, der kunne male. ”Det kan jeg”, sagde den unge mand og blev sat til at male vinduer, døre, vægge, og hvad der nu ellers trængte. Og det gjorde han under hele krigen, mens han så sine kammerater komme hjem, såret på sjæl og legeme. Hvis de da kom hjem.
Og hvis der er noget, som du ikke kan eller du ikke vil, hvorfor holder du så ikke bare for dig selv? Som manden, der var faldet i kanalen og råbte: ”Hjælp, hjælp – jeg kan ikke svømme”. Oppe på kajen gik en mand, og han svarede: ”Og hvad så, jeg kan ikke spille klaver, og det går jeg jo ikke og råber op om, vel”.
Få gerne mere inspiration længere fremme i bogen under afsnittet ”Fordi” og i kapitlet om ”Selvværd”.
Nu et sceneskift fra ”kan ikke” til ”må ikke”.
Forestil dig to familier, der kører på weekendtur til bedsteforældrene. Alle er glade, vejret er godt, og forventningerne er høje i alle tre generationer. Når familierne ankommer og den første gensynsglæde har lagt sig, begynder forældrene med at præcisere regelsættet overfor børnene.
I den ene familie kunne det lyde sådan her: ”I må ikke gå ud af haven og I må slet ikke gå ud af havelågen nede for enden af haven. Den fører nemlig ned til stranden og bedstefars robåd. Og I må ikke gå derned, ligesom i slet ikke eller overhovedet ikke. Er det forstået?”.
Hos naboen kunne en af forældrene måske sige: ”Det er vel nok hyggeligt, at vi er her igen. I må rigtig gerne bruge det flotte legehus og gyngerne. Jeg tror, at bedstemor og bedstefar vil nyde at ser jer lege her i haven og hele tiden kunne høre jeres glade latter”.
I det første eksempel er børnenes opmærksomhed rettet mod det forbudte, og det de ”ikke må”, mens opmærksomheden i det andet eksempel er rettet mod, at børnene bliver inde i haven. Det negative i forhold til det positive – ”må ikke” i forhold til ”må gerne”.
I vores voksenverden kunne et eksempel være, når talen falder på rygestop og om at stoppe med at ryge. Hører du af og til en person sige. ”Jeg vil gerne holde op med at ryge” eller ”jeg vil ikke ryge mere”? Hvis jeg var lagermand det sted, ville jeg straks spørge: ”Hvad vil du så?” og ”Hvad skal jeg hente til dig ude fra lageret?”. Det kommer, der sikkert ikke et fornuftigt svar på, men lagermanden hørte noget med at ”ryge”, så det bliver sendt retur for en sikkerheds skyld, og personen napper lige en Cecil mere.
Hvis der i stedet blev sendt en besked ned til lagermanden i retning af: ”Jeg lever et sundt liv i sunde omgivelser med masser af frisk luft”, så har lagermanden noget andet at arbejde med. Han vil finde andre ting frem fra arkivet, som er i overensstemmelse med at leve et sundt liv og her indgår tobak ikke.
Okay, jeg ved godt, at dette eksempel måske er langt ude, og at den generelle folkesundhed ikke kan ændres så nemt. Men budskabet er blot, at lagermanden ikke kender ordet ”ikke”, så når vi bombarderer ham med alt, vi ”ikke” vil have, så får vi bare mere af det. Sætningen ”Jeg vil ikke ryge mere”, bliver af lagermanden modtaget som noget med rygning, og han sender noget med rygning tilbage.
Send kun det ned til lageret, som du ønsker mere af. ”Jeg vil være gældfri” kunne erstattes af ”Jeg vil leve et liv i overflod” eller ”Jeg lever et liv i overflod”. ”Jeg vil ikke være syg” erstattes med ”Jeg er altid rask”. ”Jeg kommer altid for sent” erstattes med ”Jeg kommer altid til tiden”. Og så videre. Du kunne måske øge effekten yderligere, ved at lægge ekstra tryk på et af ordene. ”Jeg LEVER et liv i overflod”, ”Jeg ER altid rask” og ”Jeg kommer ALTID til tiden”.
Jeg hørte en historie om nybagte mor, der fortalte, hvordan det større barn havde reageret meget negativ på at få en lillesøster. Hun havde ændret det på kort tid. Hver gang der kom gæster, sagde hun: ”…. og Peter er sådan en god storebror, han er så hjælpsom og rigtig meget glad for sin lillesøster. Det er bare en fornøjelse at se, hvor godt de har det sammen”. Ren manipulation, men det virkede. Det moren sendte ned til lille Peters lagermand, ændrede forholdet mellem de to søskende på rekordtid.
Sceneskift igen, igen. Nu til ”ikke” som et fyldord.
Lagermanden og det underbevidste sind, kan altså ikke lide ordet ”ikke”.
”Er det ikke i dag du skal til lægen?”. ”jo – det er ikke i dag, det er først i morgen” kunne være det ene svar og det andet kunne være ”nej – det er ikke ”ikke i dag” – det er i dag”. Skal du absolut have ordet ”ikke” med i sætningen, kunne et forslag være. ”Det er i dag, du skal til lægen, ikke sandt?”
Min gamle mor har tit sagt noget i stil med: ”Vil du ikke være sød og gå ud med skraldespanden?” Kom lige med et hurtigt entydigt ja eller nej svar. Hvis jeg siger ja, er det så til, at jeg er sød, eller at jeg gerne vil gå ud med skraldespanden? Og hvis jeg ikke har lyst til tage skraldet, har jeg så implicit indrømmet, at jeg ikke vil være sød?
Nogle gange kan jeg også finde på at sige: ”Jeg vil godt gå ud med skraldespanden, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil være sød”. Bare for at provokere lidt.
Hvis du siger: ”Vil du ikke være sød at …. ” til et 5 års barn, så kan det godt give anledning til nogle indre frustrationer hos barnet. Kan mor kun lide mig, hvis jeg går ud med skraldespanden? I psykologiens verden tales meget om ubetinget kærlighed og ”vil du ikke være sød, at …” er kærlighed med betingelser, nemlig jeg kan kun lide dig, hvis du gør som jeg siger.
Hvad skal du så sige til barnet? ”Jeg vil blive glad, hvis du går ud med skraldespanden” eller simpelthen ”jeg tror, at det er din tur til at klare skraldespanden i dag”.
Læg eventuelt mærke til, hvor mange gange ”ikke”, du hører i løbet af dagen, og hvor tit det bare er noget ekstra fyld, som måske – måske ikke – er meningsforstyrrende.
En lærerstuderende havde den vane at afslutte sine sætninger med ”ikke”. Hendes mentor, satte en streg for hvert ”ikke”, i hendes første time. Det skete 55 gange, på 45 minutter! Og den lærerstuderende, var ikke en gang selv klar over det!